Biskopper over Sjælland
	Kirkebøger
	Bispeembedet
	Familie og slægt

Bonden høstede sit korn, og købmanden afsluttede sine forretninger i Guds navn. Religionen - troen på Gud og troen på djævelen - prægede helt og holdent tidens åndelige liv. Det var en selvfølge for danskeren i Christian 4.s tid, og i øvrigt forlangte regeringen, at det skulle være således. Men tro var ikke nok, myndighederne forlangte rettroenhed, hvad professor Jesper Brochmann højligt berømmede kongen for i den tilegnelse, hvormed han indledede sin store dogmatik fra 1633: "Fra din regeringstiltrædelse har du arbejdet på, at alle dine undersåtter skulle tænke og tale ens om Gud og de guddommelige ting, og det har du gjort med en sådan fremgang, at de som afveg i religiøse meninger, nu vandrer om landflygtige og fjernt fra de majestæten underlagte riger og lande."

Som det tidligere er skildret, tilkom æren for dette smukke resultat dog nok så meget Sjællands biskop, Hans Poulsen Resen, og indtil sin død 1638 fortsatte denne nidkært sit arbejde for at befæste ortodoksiens sejr. Frem for alt lå det ham på sinde, at det danske folk bleu opdraget i den rette børnelærdom. Han udsendte flere udgaver af Luthers lille katekismus ‑ > hin gode Luthers gyldne klenodie« og indskærpede provsterne at se til, at børnene lærte teksten udenad ord for ord. Men de skulle også, fremhævede Resen, lære at forstå indholdet, så det kunne sætte frugt i et sandt kristent liv; thi ellers »var det ikke fast mere, end som når en skovskade eller stær kunne have lært på sin vis at tale.« Den lutherske ortodoksi var ikke, som den undertiden er blevet beskyldt for, blot en overflade, om end det må indrømmes, at > troens frugter« ofte lod en del tilbage at ønske.

Resens efterfølger som Sjællands biskop blev helt naturligt Jesper Brochmand, der gennem et omfattende forfatterskab havde kvalificeret sig smukt til at overtage den danske kirkes øverste stilling. Siden slutningen af 1620'erne havde han i store polemiske skrifter forsvaret lutheranismens sag over for katolikkerne og fortsatte hermed i sin bispetid, men det værk, der først og fremmest gav ham ry inden for den teologiske verden, var dog den store dogmatik, Uniaersæ Theologiæ Systema, der i sine to svære kvartbind rummede en fuldstændig fremstilling of hele den lutherske lære. Med streng fastholden of Skriftens ord indtil mindste tøddel som ufravigelig rettesnor, med grundmuret lærdom og i klar logisk udformning havde Brochmand her givet udtømmende svar på alle religiøse spørgsmål, og i disse svar så den danske kirke i hen ved et hundredår selve den evangeliske sandhed.

Ingen afvigelse fra denne lære blev tålt. Brochmands hidtil nære ven og beundrede forbillede, Holger Rosenkrantz, fik det at føle, da han i et skrift fra 1636 havde tillagt de gerninger, der øvedes på troens grund, større vægt, end de ortodokse teologer kunne anerkende. Med Brochmand i spidsen vendte universitetets teologiske fakultet sig skarpt imod ham, og Christian q.. selv sluttede sig til kritikken og forlangte, at Rosenkrantz skulle tilbagekalde sit ”ugudelige” skrift.

Det var Jesper Brochmand, der indførte, at der skulle skrives kirkebøger i sognene.

I en bog fra 1761, beskriver kgl. kobberstikker, Jonas Haas, 15 biskopper fra Sjællands stift, “Hvilke have levet siden Reformationen og indtil værende Tider.”

Han skriver om Jesper Rasmussen Brochmand (biskop 1638-1652), at han øjensynlig var en effektiv biskop. “Adskillig Uorden, som i hans Tid fandtes, saavel i Kirken, sorn blant Præsteskabet,fik han afskaffet, særdeles Ødselhed og Pragt i Klædedragt.” I 1640 afskaffede Brochmand den latinske korsang og efter den tid foregik hele gudstjenesten på dansk. Han påbød, at kun de salmer, som menigheden havde lært, skulle synges, og at kvinderne skulle synge med. Formentlig var det Brochmand, der ansatte folk til at gå rundt og prikke til dem, der var faldet i søvn under gudstjenesten.

Mere om Jesper Rasmussen Brochmand fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop. Han udgik fra en gammel jysk Slægt, som i det 16. Aarhundrede havde sin Hjemstavn i Skanderborg-Silkeborg Egnen, og som – uvist af hvilken Grund – har taget Navn efter en ældre, indvandret tysk Slægt. Han blev født 5. Avg. 1585 i Kjøge og var Broder til ovfr. nævnte Hans Rasmussen B. Efter Faderens Død fik han ogsaa en Jyde til Stiffader, i det Moderen, Bodil Jacobsdatter (f. i Kjøbenhavn 1561), siden i sin Enkestand ægtede Iver Christoffersen Schøller, der stammede fra Ribe. Han havde først været Skriver paa Dragsholm under Ar. Huitfeldt og nedsatte sig derefter som Handelsmand i Kjøge. Da J. B. var 5 Aar gamnmel, blev han sat i Fødebyens Latinskole og sendtes efter 8 Aars Forløb til Herlufsholm, der den Gang styredes af den bekjendte Filolog Hans Alanus. Under dennes Vejledning gjorde han saa hurtig Fremgang, at han allerede 1601 kunde udgaa til Universitetet. Men endnu samme Aar kaldte Alanus ham tilbage for at lade ham overtage en Hørervirksomhed ved Skolen. Moderen, der ikke synes at have raadet over store Midler, gjorde dog Udvej for, at han kunde fortsætte sine Studier i Udlandet, og 1603 forlod han Skolen og rejste til Holland, hvor han fra 1604 af studerede i Leiden under de berømte Filologer J. Lipsius, J. Scaliger, D. Heinsius o. fl. Skjønt han lod sig indskrive som theologisk Student, omfattede hans Studier dog, som det synes, udelukkende Græsk og Filosofi. Senere opholdt han sig henved 2 Aar i Franeker, hvor han fik Tilladelse til at holde filosofiske Forelæsninger, uagtet han ikke havde taget nogen akademisk Grad. Han udgav dem i
Franeker 1607 under Titel: «Disputationes variæ philosophicæ». Arild Huitfeldt, der var Skoleherre paa Herlufsholm, kaldte ham 1608 tilbage og overdrog ham Rektoratet, som han overtog, efter at han først havde taget Magistergraden. Men allerede 1610 udnævntes han til Professor Pædagogicus ved Universitetet. Aaret efter ægtede han Sille Tønnesdatter Balckenburg, der var Datter af en aalborgsk Kjøbmand og i 13 Aar havde været i Huset paa Borreby hos Kansleren Chr. Friis og Fru Mette Hardenberg.Kansleren gjorde deres Bryllup i Kjøbenhavn 24. Juni 1611. 1613 blev B. Professor i Græsk og udfoldede i denne Stilling en Virksomhed, som ikke har været tilstrækkelig paaagtet. Hans omfattende Kjendskab til den klassiske Litteratur, som især fremtræder i hans «Qvæstiones philologicæ et philosophicæ» (1615), har senere sat mærkelige Spor i hans dogmatiske Arbejder.

Medens han 1614 var Dekan i det filosofiske Fakultet, begyndte de bekjendte dogmatiske Retsforfølgelser, der tilintetgjorde den kryptokalvinistiske Bevægelse og banede Vejen for den lutherske Enevælde i den danske Kirke. Orthodoxiens Forkæmper, den theologiske Professor H. P. Resen, fandt i B. sin mest trofaste Kampfælle. Præsten O. Kock blev dømt for sit utilbørlige Angreb paa Resen, men denne, der var udset til at være Sjællands Biskop, maatte dog, førend han tiltraadte Embedet, efter kongelig Befaling udarbejde et Forsvarsskrift, som skulde forelægges de kjøbenhavnske Professorer og Landets Bisper, og hvori han gjorde Rede for sit dogmatiske Standpunkt. Paa et Møde, der afholdtes paa Universitetet, forelæste B. Skriftets 8 Kapitler, hvortil Resen føjede nogle yderligere Forklaringer. Da B. derefter skulde afgive sin Erklæring, udtalte han sig i fuld Overensstemmelse med Resen og paastod, at Skriftet intet indeholdt, som stred imod Guds Ord og den danske Kirkes symbolske Bøger. 1615 tiltraadte Resen Bispeembedet, og samtidig hermed forfremmedes B. til Professor i Theologi og kreeredes endnu samme Aar til Dr. theol. Men hans Embedsgjerning blev dog i de første Aar ofte afbrudt af anden Virksomhed. De Undersøgelser, som stode i Forbindelse med den Kockske Sag, vare endnu ikke afsluttede, men rettedes nu imod den fynske Biskop Hans Knudsen Veile. 23. Avg. 1615 blev der efter kongelig Befaling nedsat en Kommission, bestaaende af Chr. Friis til Kragerup og Professorerne El. Eisenberg og J. B., der skulde undersøge Biskoppens Embedsforhold. Forhør afholdtes omkring i Stiftet 1615 og gjenoptoges i Kjøbenhavn 1616. Sagen endte i Juni s. A. med, at H. Knudsen blev dømt som Kalvinist. B. optog derefter for en kort Tid sin Universitetsvirksomhed, men den afbrødes allerede igjen Aaret efter, i det Kongen i Foraaret 1617 udnævnte ham til Lærer for Tronfølgeren, den unge Prins Christian, dog saaledes at han skulde vedblive at nyde sin Professorløn, medens hans Forelæsninger holdtes af en anden theologisk Professor. I de 2 følgende Aar opholdt han sig med Prinsen paa Kronborg. Under denne sin Virksomhed, hvori han særlig lagde Vægt paa at give sin Lærling en religiøs Opdragelse, søgte han ofte Raad hos sin lærde Velynder Holger Rosenkrantz til Rosenholm. I Juni 1620 skulde han have været Universitetets Rektor, men Valget maatte overføres paa en anden, da han endnu var ved Hove, og først i Juli s. A. havde han fuldendt sit Hverv og fik som Efterløn et Kanonikat i Lunds Domkapitel.

Det var imidlertid naturligt, at han, der nød stor Anseelse som praktisk Skolemand, blev taget paa Raad med ved de Forhandlinger, der paa denne Tid førtes om Forbedringer i Skolevæsenet, og Kongen overdrog ham endogsaa 1622 Udarbejdelsen af en ny Skolebog. Men da dette vilde drage ham for langt bort fra hans Embedsgjerning, blev han fritaget for dette Hverv og kunde fra nu af uforstyrret hellige sig til en videnskabelig Virksomhed, der igjennem lange Tider blev af den største Betydning for den danske Kirke. Medens Resen nærmest havde stillet sig som Opgave at forsvare den lutherske Lære over for Angreb fra reformert Side, var det derimod Kampen imod Romerkirken, der blev Hovedsagen for B. Netop i de Aar, da han atter optog sine theologiske Forelæsninger, havde den katholske Propaganda begyndt en hemmelig Mission i Danmark, og skjønt disse Forsøg hurtig opdagedes, og de hemmelige Udsendinger skyndsomst maatte forlade Landet, blev det dog paalagt B. at holde Forelæsning hvert Aar imod de papistiske Vildfarelser, for at den akademiske Ungdom bedre kunde oplyses om alle Kontroverspunkter. Allerede i hans første Forelæsninger, der for største Parten vare Udlægninger af Mose-Bøger og det nye Testamente, er det polemiske Element stærkt fremtrædende og særlig rettet imod Katholiker, Armenianere og Socinianere. Men paa samme Tid udgav han en Række Disputatser om den kristelige Religions Dogmer, som udkom samlede 1626-27 under Titel: «Controversiarum sacrarum pars I-II», og hvortil han 1628 som Pars III føjede: «pontificatus». Dette omfattende Værk var rettet imod Jesuiten Kardinal Bellarmin, hvis skarpe Angreb paa den lutherske Lære han gjennemgik og gjendrev Punkt for Punkt. Men da Tidsforholdene ogsaa gjorde det nødvendigt, at Menigmand blev oplyst om Stridspunkterne, udgav han 1627 «Gudelig Undervisning, om et Guds Barn uden sin Sjæls største Skade kan den papistiske Religion antage» og «Et kristen Menneskes aandelige Kamp». De høre begge til B. s mest udbredte Opbyggelsesskrifter, og det første, der har en afgjort polemisk Karakter, blev endnu optrykt 1853 som Modvægt imod den katholske Propaganda. 1633 havde B. fuldendt sit store dogmatiske Hovedværk: «Universæ theologiæ systema», et omfattende Arbejde i 2 Kvartbind, der snart vandt overordentlig Anseelse i hele den lutherske Kirke og hurtig optryktes i Udlandet. Det Udtog deraf, som han senere udgav («Epitome systematis theologiæ», 1649), var her i Landet i over et Aarhundrede den almindelig brugte dogmatiske Haandbog ved theologiske Forelæsninger og Disputatser. Imidlertid havde B. allerede 1634 gjenoptaget sin polemiske Virksomhed. Christian IV’s Svoger, Markgrev Christian Vilhelm af Brandenborg, var gaaet over til Katholicismen , og Jesuiterne havde 1633 i Wien udgivet et Skrift: «Speculum veritatis» til Forsvar for dette Frafald. Kongen fandt Sagen saa vigtig, at han befalede B. at forfatte et Modskrift, og denne udgav derfor «oppositus veritatis pontificiæ speculo» («Det profetiske Ords Lys stillet imod den papistiske Sandheds Spejl»), som indeholder vigtige Bidrag til Oplysning om Forfatterens og Tidens Anskuelse om Skriften, Kirken, Traditionen og Fædrenes Vidnesbyrd og tillige giver en grundig Apologi for Luther og hans Virksomhed. Han bruger den Taktik at vise, at netop det omvendte Forhold af det, Jesuiterne i «Speculum» paastaa, finder Sted, i det det er Katholikerne, der hylde de Vildfarelser, som de lægge Protestanterne til Last. Skriftet er affattet i videnskabelig Alvor uden Bitterhed og Lidenskab. Men Jesuiterne vilde ikke lade B. have det sidste Ord og overfaldt ham 1638 i «Apologia speculi veritatis», som de dedicerede til Christian IV. De kalde B.: «Forstyrrer af det romerske Rige, hans kejserlige Majestæts og de katholske Fyrsters frækkeste Foragter, en giftig Edderkop, en vanslægtet Absalon» og tale om «Spørgsmaal, der ere for sindrige til at kunne løses af en, der er født i Danmarks tykke Luft». Selve Bevisførelsen i Skriftet var i øvrigt meget svag. Ved Haarkløveri og idelige Fordrejelser mene de Stykke for Stykke at have gjendrevet ham. Hele Tonen viser, hvor godt B. havde ramt. Et saadant Skrift maatte baade Kongen og B. selv ønske besvaret, og han begyndte derfor at holde en Række Forelæsninger paa  Universitetet, hvori han paa Grundlag af de dogmatiske Anskuelser, som han tidligere havde fremført, paa ny optrævlede det jesuitiske Væv. Disse Forelæsninger fortsatte han til sin Død, og de udkom først 1653 i 4 store Bind under Titel: «Apologiæ speculi veritatis confutatio». I Modsætning til hans tidligere polemiske Arbejder er dette Skrift holdt i en hvas og bitter Tone. Over for Jesuiternes skarpe personlige Angreb fremtræder det som et Forsvar for hans dogmatiske Standpunkt og for hele hans Universitetsvirksomhed og blev Tidsalderens fuldstændigste Opgjørelse af Mellemværendet imellem Papisme og Lutherdom.

Da B. første Gang førtes ind i de uendelige dogmatiske Stridigheder, som optoge saa stor en Del af hans Livsgjerning, var det Spørgsmaalet om Kryptokalvinismen og i det hele taget om Forholdet til den reformerte Kirke, der stod paa Dagsordenen. Kampen imod Romerkirken traadte først senere i Forgrunden; men nu, da denne foreløbig var kommen til Afslutning, kom Forholdet imellem de to protestantiske Kirkesamfund atter paa Bane, og B. kunde nu lige saa lidt som tidligere opgive sit stive dogmatiske Standpunkt. Hans Udtalelser imod de reformerte ere endnu skarpere end imod Papisterne, og han erklærer det for umuligt at indgaa Kirkesamfund med «Modstandere af Gud og Sandheden». Han udgav dog ingen nye Stridsskrifter, men hans sidste Indlæg i dette Spørgsmaal fremkom 1639 igjennem det theologiske Fakultets Erklæring, der skarpt afviste et Unionsforsøg, som var udgaaet fra den skotske Presbyterianer Joh. Duræus. Den store Anseelse, B. nød, medførte naturlig, at han maatte faa en afgjørende Indflydelse paa Affattelsen af de Erklæringer om danske Kirkeforhold, som afæskedes Landets Bisper og det theologiske Fakultet. Han havde fra sin Ungdom af staaet i et inderligt Venskabsforhold til den lærde Holger Rosenkrantz, og de Brudstykker, der endnu ere bevarede af deres Brevvexling, vise, hvor nær de stode hinanden i religiøs Livsanskuelse; men B.s fremskudte Standpunkt nødte ham til at stille sig i Modsætning til sin lærde Velynder i et enkelt dogmatisk Spørgsmaal, som fremkaldtes dels ved uklare Begrebsbestemmelser fra Rosenkrantz’ egen Side og dels ved utidig orthodox Iver fra en anden Side Rosenkrantz var en afgjort Modstander af den skolastiske Theologi, der, som han paastod, havde fortrængt den gamle enfoldige Kristendom. Men i sin Iver for at fremme det religiøse Liv gik han til Yderlighed og fremhævede for ensidig de gode Gjerningers Betydning. Dette fremgik især af hans Indledning til Markgrev Albrecht V’s «Fürstenspiegel», et tysk Opbyggelsesskrift fra Reformationstiden, som Rosenkrantz udgav 1636, og imod hvilket Superintendent St. Klotz i Flensborg rettede et skarpt Angreb, hvori han anklagede Udgiveren for Vranglære. B. var paa Rejse, da Kongen æskede det theologiske Fakultets Erklæring, men blev opfordret til at udtale sig skriftlig om Spørgsmaalet. Skjønt han maatte indrømme Klotz den formelle Ret, gjendrev han dog Rosenkrantz i en meget mild og skaansom Form. Men denne følte sig dybt krænket. I forskjellige Smaaskrifter, som ikke bleve trykte, søgte han at forsvare sit Standpunkt, og B. gjorde sit til at klare Spørgsmaalet, i det han 1641 udgav sin Fortolkning af Jacobs Brev – den eneste af sine Fortolkninger, som han selv har udgivet. I Fortalen til dette Skrift fremhæver han med særligt Hensyn til Rosenkrantz, at ogsaa  de orthodoxe agte en død Tro for intet og lige saa vel som deres Modstandere drive paa en praktisk Kristendom. Men det gamle fortrolige Forhold mellem to af Datidens ædleste Personligheder var brudt, og de kom ikke senere til Forstaaelse.

I de Aar, hvori Striden med Rosenkrantz stod paa, havde B. dog selv givet et smukt Vidnesbyrd om, hvor magtpaaliggende det var ham at vække det religiøse Liv i den danske Menighed og løfte den til større sædelig Alvor. 1635 havde han udgivet Vinterparten af sin «Sabbati sanctificatio eller Gudelig Betænkning over alle Evangelier og Epistler paa Søndage og alle hellige Dage». Sommerparten udkom 1638. De senere Udgaver fik Titelen: «Huspostil eller korte Forklaringer osv.» og vare i 2 Aarhundreder den danske Almues kjæreste Andagtsbog. Samtidig med, at han fuldendte dette sit andet store Hovedværk, traadte han igjennem en ny Embedsvirksomhed i et inderligere Forhold til det egentlige Menighedsliv. I 28 Aar havde han virket som Professor ved Kjøbenhavns Universitet, og 3 Gange (1623, 1629 og 1635) havde han været dets Rektor. Da døde Biskop Resen 14. Sept. 1638, og faa Dage efter bragte Kansleren Chr. Friis B. Underretning om, at Kongen ved umiddelbart Valg havde udnævnt ham til Sjællands Biskop. Men B. vilde ikke modtage Valget, naar det ikke i Overensstemmelse med Kirkeordinansen var foretaget af Stiftets Provster. Da disse efter at være indkaldte til Valg enstemmig havde ladet det falde paa ham, befalede Kongen ham den Vægring at modtage det, og 17. Marts 1639 indviedes han af den Skaanske Biskop Ped. Vinstrup. Medens disse Forhandlinger stode paa, havde han den Sorg at miste sin eneste Søn, Christian B., en lovende ung Mand, der paa en Studierejse i England beredte sig til at overtage et Professorat i Hjemmet. To andre Børn vare døde i en spæd Alder, og B. stod saaledes nu uden Livsarvinger. Efter Samraad med sin Hustru aflagde han derfor det Løfte at ville anvende det nye Embedes Indtægter til gudelig Brug og til Hjælp for trængende, efterdi Gud forud havde velsignet dem rigelig til eget Behov.

Da B. tiltraadte Bispeembedet, fandt han endnu iblandt Almuen mange Levninger af papistisk Overtro, og imod disse rettede han 1639 sine første Synodalskrivelser. Særlig advarede han imod Misbrug af den hellige Nadvere som Lægemiddel imod legemlige Sygdomme, ligesom han ivrede strængt imod Brugen af Trolddomskunster og paabød Præsterne at føre flittigt Tilsyn med Besøgene ved de saakaldte hellige Kilder. Almuens Oplysning søgte han at fremme ved at skærpe Bestemmelserne om Katekisation. Ligesom Husandagten næsten lige ned til vore Dage har søgt sin Næring i B.s Huspostil, saaledes bærer Gudstjenesten i den danske Kirke endnu igjennem mange Former Præget af den sunde, praktiske religiøse Sans, hvormed han omordnede den. Efter hans Forslag afskaffedes 1640 den latinske Korsang, og fra den Tid af blev hele Gudstjenesten dansk. De Bønner, hvormed denne endnu den Dag i Dag indledes og sluttes, ere af B., ligesom ogsaa Kollekten og Bønnen i Fasten og paa Langfredag. Efter hans Forslag indførtes den Tiltale, som endnu bruges ved Uddelingen af Nadverelementerne. Ogsaa Salmesangens Forbedring tog han sig af. Det blev paabudt, at der ingen Salmer maatte synges uden de, som Almuen havde lært, og at Kvinderne skulde synge med, og for at opnaa en bedre Overensstemmelse imellem Text og Melodi gjennemgik han selv Salmebogen og satte Mærke ved de Salmer, han ønskede forandrede. Han traadte derfor i Forbindelse med den kongelige Kapelmester Jac. Ørn og med Præsten Sør. Poulsen Gullænder. Omarbejdelsen betroede han den sidstnævnte, og denne, der tidligere havde faaet et lignende Hverv af Biskop Resen, fuldførte ogsaa Arbejdet, men hans Forbedringer kom dog kun Gudstjenesten til gode for saa vidt; som en Del af dem optoges i nogle af de nye Salmebøger, der udgaves af forskjellige kjøbenhavnske Boghandlere. Ligeledes indførtes Onsdagsprædikenen i Fasten, og efter kongelig Befaling udgav B. til Vejledning for Præsterne sin «Gudelig Undervisning om Jesu Christi Pine og Død». I sine Synodalskrivelser advarede han Præsterne imod at være forsømmelige i Udarbejdelsen af deres Prædikener og paabød dem at gjøre dem korte og fattelige, men for tillige at hjælpe paa Tilhørernes Aarvaagenhed blev det, vistnok efter hans Forslag, befalet, at der skulde ansættes Folk til at gaa om i Kirkerne og vække dem, der sov under Prædikenen, ved at prikke dem med lange Kjæppe. Præsterne fik Tilhold om under deres Embeds Fortabelse at holde rigtig Bog over ægteviede, fødte og døde. Han førte strængt Tilsyn med Gejstlighedens Sædelighed og paamindede den idelig om at vise Tarvelighed i Levemaade og Klædedragt. De Præster, hvis Kundskaber han ved Bispeprøven fandt for ringe, maatte, førend de tiltraadte deres Embede, skriftlig forpligte sig til at indhente det forsømte ved flittig Læsning, men han var tillige omhyggelig for at forbedre deres økonomiske Stilling, og mange Præster, som sade i smaa Kald, fik ved hans Indstilling Tillæg af Kronens Tiender. Ogsaa Simonien modarbejdede han efter bedste Evne og vakte derved undertiden de adelige Kirkeejeres Uvilje.

I Forhandlingerne om Skolevæsenets Forbedring tog B. en væsentlig Del. Gymnasierne søgte han at opretholde, men fordrede tillige, at de for at bevare deres Betydning skulde udstyres med de bedste Lærekræfter. 1641 indgav han selv et omfattende Forslag til en ny Skoleordning, som dog ikke gjennemførtes. Han modtog gjærne Raad af dygtige praktiske Skolemænd som den bekjendte Rektor Hans Mikkelsen Ravn i Slagelse, med hvem han stod i livlig Brevvexling, og hvis Forkjærlighed for Musikken han delte. Han besøgte ofte Herlufsholm, hvor han dvælede ved Minderne om sin Barndom og flittig overhørte Disciplene. Som Opdragelsesanstalt tillagde han den stor Betydning, og med den som Forbillede fik han i Roskilde oprettet en Regens, hvor 30 Disciple skulde opdrages under omhyggeligt Tilsyn af en Konrektor. Han gik strængt i Rette med de Skolemænd, der viste sig forsømmelige, men i sin Nidkjærhed gik han undertiden vel vidt, og den bekjendte Rektor Hans Kallundborg i Roskilde var i flere Aar udsat for hans Uvilje, indtil B. ved en nærmere Forklaring indsaa, at han var gaaet ham for nær. B., der fra sin Ungdom af havde vundet et Navn som Skolemand, udfoldede ogsaa i sit eget Hjem en betydningsfuld Virksomhed som Opdrager. Han samlede om sig en Skare af unge studerende, der enten fik fast Ophold i hans Hus for at arbejde under hans særlige Tilsyn eller som daglige Gjæster fik Adgang til hans Bord, hvor Maaltidet krydredes ved lærde og opbyggelige Samtaler. Christian IV, der ikke havde glemt hans Fortjenester som Lærer for den unge Prins Christian, satte 1636 sin naturlige Søn Ulrik Christian Gyldenløve i B.s Hus, hvor han opdroges i 6 Aar. Kansleren Chr. Friis til Kragerup lod sin Søn Hans F. opdrage hos ham, men ogsaa mange andre Adelsjunkere opholdt sig i flere Aar i hans Hus (f. Ex. Niels Trolle, Niels Krabbe, Gregers Friis, Axel og Hans Skeel o. fl.), og med dem fulgte unge Studenter af Borgerstanden, der tjente som Hovmestre, saaledes Jac. Matthisen, der døde som Biskop i Aarhus, Thom. Bang og Jac. Knudsen, der begge siden vandt et Navn som Universitetslærere. Men blandt de Mænd af Borgerstanden, som nævnes iblandt B.s Hus- og Bordfæller, maa særlig fremhæves to, som siden fik en gjennemgribende Indflydelse paa Absolutismens Udvikling i Danmark: Ærkebiskop Hans Svane og Statsmanden Peder Griffenfeld. At B. med sin udprægede Personlighed, sin varme Fædrelandskærlighed og sin trofaste Hengivenhed for Kongehuset har øvet en betydningsfuld Indflydelse paa sine Fostersønner, maa betragtes som givet, men at han direkte har paavirket dem i en bestemt politisk Retning, lader sig dog ikke bevise.

B. synes i det hele taget at have staaet i godt Forhold til den danske Adel. Fremragende Slægter betroede ham jo deres Sønners Opdragelse. Han var søgt som en yndet Prædikant ved deres Bryllupper og Ligfærd, og i Fortalerne til hans mange Ligprædikener over Adelsfolk findes smukke Vidnesbyrd om gjensidig Højagtelse. Kun fra én Side var han Gjenstand for hadefuld Forfølgelse. Det saakaldte Svigersønneparti med Corf. Ulfeldt i Spidsen kunde ikke glemme de Ydmygelser, der vare tilføjede Fru Kirstine Munk og dem igjennem hende. De søgte for en stor Del Skylden hos det theologiske Fakultet, men særlig hos B. Allerede 1630, da Kongen havde bestemt sig til at forstøde Kirstine Munk, havde Theologerne tilraadet Skilsmisse. Hun blev forvist til Jylland, og det blev hendes Børn forbudt at besøge hende. Men de satte sig ud over dette Forbud, i det de beraabte sig paa det 4. Bud. Kongen forelagde Sagen for det theologiske Fakultet, der den Gang bestod af J. B., Hans Resen og Laur. Scavenius, og dette afgav den Erklæring, at Børnene havde Uret og ikke kunde beraabe sig paa Bibelen. Disse og især Corf. Ulfeldt bleve yderst forbitrede og søgte Lejlighed til at hævne sig. Da Christian IV laa paa sit yderste og maaske ikke var sig sin Handling fuldt bevidst, overtalede Ulfeldt ham til at sætte sit Navn under en Stævning, hvorved de 3 Theologer indkaldtes til næste Herredag for at svare for den Forargelse, de havde vakt. Dagen efter døde Kongen, men han havde dog endnu i sine sidste Timer givet B. et Bevis paa sin usvækkede Tillid, i det han betroede Rigsklenodierne i hans Varetægt, og B. lod sig ikke ved Ulfeldts Trusler bevæge til at udlevere dem. Men hans Stilling var rystet, og Ulfeldt var tilsyneladende den stærkeste. Hans Forsøg paa at faa de 3 Theologer suspenderede strandede dog paa Rigsraadernes Modstand, men derimod lykkedes det ham at faa dem udelukkede fra at møde som Valgmænd ved Kongevalget. Sagen blev dog ikke optaget paa Herredagen, men ved formaaende Velynderes Mægling til vej ebr agtes der i Juni 1648 et Forlig, i det det theologiske Fakultet gav en for det meget ydmygende Æreserklæring. 18. Nov. 1648 holdt B. en latinsk Ligprædiken over den afdøde Konge, og 23.-24. Nov. salvede han Frederik III og Sophie Amalie. Men Ulfeldts Had var endnu ikke tilfredsstillet, og 1651 indstævnede han atter B. for Herredagen paa Grund af nogle Undersøgelser, han havde ladet foretage under Dina Winhovers’ Proces. Denne Gang blev B. dog frikjendt, da det oplystes, at Undersøgelserne vare foretagne efter Kongens Befaling. Men disse Krænkelser  havde nedbrudt B. s Livskraft. Efter længere Tids tiltagende Svækkelse døde han stille og gudhengiven 2. Paaskedag, 19. April, 1652. Sit store Bibliothek (o. 4000 Bind) testamenterede han til Universitetsbibliotheket. Han gav 7000 Rdl. til Oprettelsen af 14 Senge i Vartov og oprettede flere betydelige Legater. Sille Balckenburg, der døde 1661, 80 Aar gammel, havde allerede flere Aar før sin Død bortgivet største Delen af sin Formue i Legater til Universitetet, vor Frue Skole i Kjøbenhavn og Aalborg Hospital.

«Med B. begyndte det theologiske Studium at blomstre ved Kjøbenhavns Universitet, og fra dets Katheder har han formet den danske Kirke. Den Periode, hvori han fremtraadte, har man kaldet Danmarks lærde Tidsrum. Al Lærdom var Theologi, og B. stod som den lærdeste Mand i Landet.» Han stod paa Højde med J. Gerhard og L. Hutter i Tyskland og med Jesuiternes lærdeste Theolog, R. Bellarmin. Lige ned til Martensens Dage var han Nordens berømteste Dogmatiker. Hans dogmatiske Hovedværk, «Universæ theologiæ systema», falder i 2 Hoveddele, der omfatte 49 Artikler. Hver Artikel eller Hovedstykke afhandles tredobbelt, thetisk, antithetisk og parænetisk, og deles i Sektioner eller Kvæstioner og disse atter i Paragrafer. Først udvikles det kirkelige Begreb etymologisk, men paa Grundlag af den bibelske Sprogbrug og med bestandig Henvisning til den klassiske Litteratur. Derefter arbejder han sig frem til en fuldstændig Begrebsbestemmelse. I den følgende Antithese omhandler han Vranglæren, som han fører tilbage til aandelig Forblindelse eller ond Vilje. I det sidste, parænetiske Afsnit giver han sin Ethik og gjennemgaar de religiøse Tvivlsspørgsmaal. Skriftfortolkningen er den traditionelle og bunden til Symbolerne, særlig til Konkordieformelen, skjønt den dog aldrig har været fastslaaet som Symbol for den danske Kirke. Uagtet den skolastiske Methode er strængt gjennemført i B.s Værk, er det dog jævnt og enfoldigt baade i Indhold og Form. Han afskyer al Spekulation og bruger ingen filosofiske Terminologier. Han er skarpere i sine Definitioner end J. Gerhard, mindre polemisk og mere ethisk end L. Hutter og mere bibelsk end sine Forgængere. Til dette hans Hovedværk knytter sig som Forarbejde en Art kirkelig Litteraturhistorie: «Speciminis scriptorum ecclesiasticorum primi a nato salvatore seculi exercitationes», der udkom 1633-38. Han gjennemgaar heri en stor Række Skrifter fra Symbolum apostolicum til Clemens Romanus’ og Ignatius’ Skrifter, afgjør deres Ægthed eller Uægthed i Følge ydre og indre Grunde og gjør i det hele taget en besindig Brug af den højere Kritik. Særlig maa fremhæves hans Bedømmelse af Sibyllinerne, hvis Uægthed han grundig har godtgjort før nogen anden Kritiker. Men ligesom hans «Systema» igjennem Aarhundreder har behersket vor dogmatiske Udvikling, har Opbyggelsesforedraget i Danmark igjennem ham naaet højere end nogen Sinde siden før Mynster og Grundtvig. Hans Prædikener maa nærmest betegnes som Bibellæsninger. «Umiddelbart er det her aldrig hans Opgave at fremstille eller forklare Dogmerne, men, ligesom i sin Tid Reformatorerne, følger han Bibeltexten Sætning for Sætning, i det han bestandig med andre Skriftord støtter og oplyser alt, hvad der af Textens Ord kan uddrages til Opbyggelse for Livet. Hans Livsanskuelse er ensidig og mindre fri og rummelig end Luthers. Det naturlige Menneskeliv skydes utilbørlig til Side, saa at der kun er nogen Plads for Familie- og Fædrelandsfølelserne, liden eller slet ingen for den naturlige Sandhedstrang eller for Skjønhedsglæden i nogen af dens Skikkelser, men strængt sædelig er denne Livsanskuelse, og derhos træder den hos ham frem paa saa ægte dansk Maade, i Ordets bedste Forstand, at man ikke kan undres over, at «B.s Postil» lige til vore Dage har været alvorlige Kristne en kjær Ven og Vejleder til Forstaaelse af  Guds Ord, til Stadfæstelsei Troen, til Støtte for Sædeligheden, til Trøst i Livets og Dødens Kampe.»"